3 år har det taget mig at blive klar. Klar til at gøre noget jeg i al den tid har haft lyst til, men som jeg ikke turde. Havde jeg skulle gøre det af nød, havde måske gjort det for længst? Eller også havde jeg levet videre, fastholdt i den lidelse det kan være, ikke at turde!?

Det lyder nok som om, at jeg har hoppet i faldskærm, afsluttet et “lidenskabeligt”, usundt forhold eller lukket firmaet og solgt alle mine ejendele, for at starte på en frisk på Nordpolen. Det er dog (set udefra), langt fra så vovet. Alligevel har det for mig føltes mega vovet, mest (kun) i de tanker og følelser jeg har haft omkring det. Indtil for nylig ville jeg hellere have meldt mig frivilligt til at klippe kløer på 100 herreløse vildkatte. Det sætter på en måde tyk streg under, at frygt kan være en stærk kraft og at det er så uendeligt individuelt, hvad vi hver især er bange for. Det forklarer også hvorfor det sjældent virker at aflevere et velment: “du skal bare gøre det”, fordi modtageren kan føle sig som en (endnu større) fiasko, fordi de ikke kan finde ud af “bare at gøre det”. Det er ingen hjælp og alligevel sker det, også for mig, og så må vi bare sige “Det må du undskylde”. For det er vores hovedes vurdering, noget vi skaber ud fra vores eget verdensbillede. Vi synes jo selv “det” er nemt (eller skjuler, at vi også synes det er svært), derfor hjælper vi bedst med tålmodighed og nysgerrige spørgsmål, da vi sjældent ved ret meget om, hvordan andre ser på verden.

Nå men det jeg gjorde var noget så “simpelt”, som at lægge en video op på min firma-side. “Hvad er der at frygte i det?” Spørger du måske? I bund og grund et relevant spørgsmål, men også lidt det samme som at sige “Bare gør det!”. For der er jo ikke noget at frygte, når der er ikke tale om en livstruende handling. Men sådan er det jo med rigtigt meget af det vi frygter, f.eks. edderkopper, men alligevel kan de godt føles farlige. Og selvom vi tør rigtig mange ting, så tør ingen alt. Og det er okay! Det er ikke nødvendigt at turde alt, men når frygten kommer i vejen for at gøre noget du inderst inde brænder for, så giver det mening at træne det “at turde”. Og der hjælper vi bedst med at stille gode spørgsmål og guide ned i kroppen.

Frygt er en automatisk mekanisme (edderkopperne igen!), det opstår bare. Vi leder efter svar i hovedet og et godt spørgsmål er, om vi kan bruge de svar til ret meget? Noget i os vil forstå og fjerne den automatiske mekanisme, som regel ved at tænke over frygten og lede efter mulige svar og løsninger. Vi overser at der er hjælpe at hente et andet sted, nemlig i fornemmelsen i kroppen – der hvor frygten/smerten/længslen/modstanden/sorgen osv. kan mærkes. I min optik bliver vi nødt til at være til stede der, for på nogen måde at kunne “forstå” (ikke med hovedet!) alt det vi mærker. Det er f.eks. kun hovedet der kæmper for at komme videre efter en sorg, kroppen vil blive der indtil den kan slippes og passere igennem os.

Det bliver værre endnu! For i tilstedeværelsen må vi også prøve at acceptere, at vi ikke kender svaret på hvordan, hvornår, hvorfor og om vi overhovedet kommer “derhen”, hvor vi gerne vil være. Hovedet vil gerne styre den proces og det eneste vi kan gøre er, at vende tilbage til kropsfornemmelssen og blive der (uanset hvilket problem vi oplever). Det i sig selv kan føles som en indre kamp, fordi der kan opstå konflikt mellem hoved og krop. Sådan må det være og det eneste vi kan stille op er, at insistere på at vende tilbage til kroppen – der hvor vi mærker og ikke tænker.

Kroppen beder ikke om at forstå eller om at få en forklaring, den kender allerede svaret. Det vil hovedet derimod og det leder med lys og lygte, lige indtil den “rigtige” og ofte bekvemme (bort)forklaring dukker op. Så kan vi endelig slippe ud af kattepinen (YES!), tror vi da. En af mit hovedes bortforklaringer har f.eks. været: “Facebook-video er ikke mit medie, det giver mig intet og er kun en kamp. Det gider jeg ikke bruge min tid på!” Min krop sagde blot: “Jeg er bange!” Andre har ment at det handlede om, at jeg var bange for hvad folk kunne tænke, skrive eller sige om mig. Hverken mine egne eller andres forklaringer var sande, det var undskyldninger og gæt fra hovedet. Jeg var bare bange, punktum. Noget der dog føltes sandt og konkret var, at min frygt handlede om “fravær af respons” – det at IKKE blive set. Det føltes næsten værre i mig, end det at få en sviner. Men også det var et gæt mit hoved, selvom det føltes mere rigtigt end alt det andet. Lige nu er jeg ikke bange, men det bliver jeg igen. Så er det bare for noget andet, sådan er livet. Så må jeg bare vende tilbage til og for mig lader det sig f.eks. gøre i behandling, træning og “meditation”.

Der ligger noget helende at blive set, en følelse af fællesskab. Men (for mig) kun hvis vi samtidig undlader at vurdere, og det starter i os selv og med os selv – men kan godt gøres i fællesskab. Det ikke at blive set eller blive overset kan føles smertefuldt, det er noget de feste kæmper for at undgå. I det må vi kæmpe stadigt hårdere for at aflede og skjule vores smerte, sorg osv., selvom det er det, som vi har så inderligt behov for at vise og dele. Ærligt og først og fremmest overfor for os selv, hvorefter det automatisk smitter i vores relationer. Ingen kommer igennem livet uden en form for lidelse, spørgsmålet er om vi vil pakke den væk og bære den alene eller dele den? Hvor meget og hvilken smerte vi vil egentlig udholde?

For at vende tilbage til min egen deling, så er det en håbløs opgave at forvente den opmærksomhed, som man ikke er villig til at give sig selv. At give og modtage opmærksomhed af tvang, er begge dele aldeles værdiløst – også selvom det ikke føles sådan og man selv synes, at man har fortjent den. Det giver i bedste fald et øjebliks ro, som regel efterfulgt af at ville have mere. Kendte som modtager ekstrem og konstant opmærksomhed fra omverden, forsøger ihærdigt at slippe væk fra den. Vi har slet ikke brug for at blive overrislet med konstante, positive tilkendegivelser, det er ikke løsningen og har ingen værdi i sig selv. Det er til gengæld overordentligt værdifuldt at være villig til at se eller blive set, blot af et enkelt menneske. Ofte noget der sker i en udveksling helt uden ord. De der har prøvet det, ved præcis hvordan det føles. Og jeg kan kun sige at det føles mindst ligeså rørende, når den “der ser”, er dig selv. Så start med at give dig selv det, som du længes efter fra andre – opmærksomhed.

Dog kan det være vanskeligt at “se” andre endsige sig selv, hvis hovedet er fanget i lidelsens ego-spiral. Alligevel kan vi altid gøre noget, blot ved at prøve at behandle os selv og andre med medfølelse. Jo flere der vælger den tilgang (for det er et valg!), jo flere vil også risikere at vise sig uden filter og mærke, at det ikke er så farligt som hovedet udlægger det til at være. Det leder mig tilbage til de automatiske mekanismer, det der sker og mærkes i kroppen. Hjertebanken, sug i maven, halsen der snører sig sammen eller kroppen der ryster. Det vi bør vende opmærksomt tilbage til, hvis vi virkelig vil forandre relationen til os selv og til andre. Jeg ser det ske hver dag i mit arbejde, når folk får hjælp til at blive ved deres smerte. Uanset hvordan smerten har fundet vej til at udtrykke sig (om det er fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt), så forsøger vi ikke at fjerne den, men blot at møde den kropsligt og acceptere dens fulde tilstedeværelse. Der igennem mærker de fleste, hvordan det forandrer oplevelsen af dem selv, deres liv og ultimativt deres smerte.

Mange forstår ikke hvad der sker, hvilket jo egentlig også er pointen. At vi ikke behøver forstå det. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg, trods min erfaring, mine teknikker osv., heller ikke altid helt forstår. Jeg må bare gang på gang konstatere at det virker og for at kunne blive ved med at hjælpe mine klienter, må jeg også jævnligt mærke det i min egen krop. Lidelse er en konstant faktor i livet, noget vi altid kan regne med. Vi kender ikke udfaldet af livet og først når vi kan overgive os til det, vil vi kæmpe mindre. Jeg siger dermed ikke at den overgivelse er nem og holder resten af livet, for nogle gange kan det føles som at kæmpe imod “den usynlige mand”. Men bare rolig, du kæmper kun med dig selv!

Som regel lykkes det mig at træffe et bevidst valg og “blive hængende”, når der opstår lidelse. Det betyder at jeg hverken gemmer mig, dyrke den eller løber min vej. Jeg er bare i det og bliver der, indtil det opløser sig – eller jeg skal noget andet og må vende tilbage på et andet tidspunkt. Andre gange sker det at jeg gemmer mig eller flygter, det er mine favorit “flugt-strategier”. Jeg vurdere ikke det jeg har gjort er godt eller dårligt, dele hele er lige velkomment og også nødvendigt. For hvordan skal jeg ellers kunne hjælpe andre mennesker, hvis ikke jeg både genkender og er villig til at erkende det, som er min egen lidelse!?

Kh Linda 🍀

Du kan i øvrigt se den omtalte video her: https://business.facebook.com/bodyreconnect.dk/?business_id=205873500231100&ref=bookmarks 

Og læg gerne mærke til det der sker i dig selv, når noget undervejs gerne vil vurdere (både positivt og negativt). Vi har nemlig alle den “pladespiller” i os, den som ofte står den i vejen for, at vi kan absorbere et budskabet eller en intentionen – for det det rent faktisk er!